Vikingernes By fra 28. juni 2022

Historien om Skandinaviens ældste handelsby ændres.

I 2017-2018 gennemførte Sydvestjyske Museer sammen med forskere fra Aarhus Universitet og støttet af Carlsbergfondet en stor udgravning i hjertet af ”emporiet” – dvs. handelspladsen i Ribe fra 700- og 800-tallet.


Udgravningen gav for første gang mulighed for at afdække et stort område af byens dybeste lag med masser af fund.
Det var også første gang arkæologerne fik chancen for at udnytte en række nye naturvidenskabelige metoder.

Udgravningen gav mange fantastiske fund men også ny viden, der har givet os en ny historie om Ribes tidligste historie og om vikingetidens begyndelse.


Se de nye fund, få den nye historie og lyt med, når forskerne selv fortælle om de metoder, der har forandret fortællingen om Skandinaviens ældste handelsby.

 

Vikingernes By har første ordinære åbningsdag den 28. juni.
Udstillingen er støttet af Carlsbergfondet og bygger på forskningsresultater fra projektet Northern Emporium.


Billederne:

Rest af Danmarks ældst kendte strengeinstrument, Ribe-lyren. Foto: SJM

Kammen er ikke udført i Danmark men højt mod Nord og beviser forbindelser langt væk. Foto: Northern Emporium

Arkæologerne fandt masser af perler! Blandt andet nogle udført med en glasteknik, der kræver kemisk viden på et langt højere niveau, end vi før har troet, perlemagerne i Ribe havde. Foto: SJM

De nye indsigter er blandt andet kommet gennem masser af analyser - her er det arkæobotaniker Peter Mose Jensen fra Moesgaard Museum, der er i gang. Foto: Northern Emporium