Historien i kornet

- luftfotoarkæologi i Danmark. Til og med den 24. februar 2019.

”Historien i kornet”  fortæller den spændende historie om en af arkæologiens mest fascinerende metoder, nemlig luftfotoarkæologien. 

Masser af sporene fra vores forfædre er skjult for det blotte øje, og derfor kan det være vanskeligt at vide, hvor arkæologerne skal grave – for hvor er der noget at finde? Og hvad med dér, hvor det ikke er muligt at grave? Kan vi alligevel få noget at vide om det liv, der har været levet på stedet førhen?

Tager man billeder fra et lille fly, når kornet står højt på marken, afslører sporene sig, og det levede liv er ikke længere usynligt.
Det udnyttede projektet ”Fortiden set fra himlen – luft-fotoarkæologi i Danmark”, der fandt 990 interessante steder gennem 7 års flyvninger. 85% af stederne var ikke kendt i forvejen!

Holstebro Museum var en del af projektet og lavede udstillingen ”Historien i kornet”, som nu vises på Museet Ribes Vikinger, så andre end forskere også kan få indsigt i luftfotoarkæologiens forunderlige verden.

Udstillingen er bygget op om godt 20 kæmpe store luftfotos og ved hjælp af gennemsigtige akrylplader med en tegning af sporene får gæsterne selv mulighed for at gå på opdagelse i de spor, fotoet afslører.

Derudover viser udstillingen en del af de mange genstande, som udgravninger på stederne bragte frem.

"Historien i kornet" kan ses til og med den 24. februar 2019.

Foto: Peter Helles Eriksen og Sydvestjyske Museer