29. april kl. 19.30

Foredrag bliver til online mini-foredrag

Maria Østerby Elleby, ph.d.-stipendiat og historiker ved Sydvestjyske Museer og SDU skulle have holdt foredrag hos os på Museet Ribes Vikinger den 29. april. 

Det bliver for vanskeligt at gennemføre, men foredraget kan i stedet opleves digitalt på HEX! Museum of Witch Hunts facebookside. Find begivenheden og klik "Deltager", så får du en besked, når begivenheden nærmer sig, ligesom du får de opdateringer med, som arrangørerne måske lægger ud inden arrangementet går i gang.

God fornøjelse!

I Danmark tænker vi på Sankt Hans, hvis vi skal finde en højtid med kobling til heksen, selvom vi måske ikke altid helt ved hvorfor. De færreste af os er klar over, at man før i tiden tændte blus på mange flere dage for at holde det onde på afstand. Valborgsaften var en af de dage, hvor man troede, at heksene var mest aktive. På netop denne aften mødtes heksene på Bloksbjerg og dansede - og det gør de stadig i mange tyske lande, hvor man endnu har tradition for at klæde sig ud som hekse og danse løs.
Tradition, som sætter en heksedukke på bålet, kom til Danmark i starten af 1900-tallet fra Tyskland – men der var det oprindeligt en del af Valborgsaften-fejringen.
Hør mere om Sct. Hans, Valborgsaften og heksetro og -forfølgelse, og bliv klogere på, hvem Valborg var, og hvorfor man frygtede heksene særlig meget på netop hendes aften.


Maria Østerby Elleby, ph.d.-stipendiat og historiker ved Sydvestjyske Museer og SDU, har deltaget i udviklingen af museet HEX! Museum of Witch Hunt.